Startside

Nyheder

Udvalgets møder

Arrangementer

Faglig viden

Om udvalget

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var der et behov for at sikre almenhedens adgang til kysterne, og et ønske om at kunne regulere udviklingen i det åbne land gennem fredninger. Disse ønsker gav grundlaget for lovgivningen på naturbeskyttelses- og planlægningsområdet. På den baggrund blev den første naturfredningslov vedtaget i 1917. Den stigende interesse for rekreative oplevelser udenfor byerne medførte et pres på det åbne land i form af ulovlige sommerhuse og planløs bebyggelse, og et øget behov for adgang til naturen. I 1937 blev naturfredningsloven ændret og der indførtes bl.a. en 100 m strandbeskyttelseslinie og bestemmelser om fri adgang for færdsel til fods i naturen.

Indtil Landsbyggeloven blev vedtaget i 1960 havde fredninger været det eneste instrument til regulering af arealanvendelsen. Landsbyggeloven gav amterne adgang til at nedlægge forbud mod udstykninger og sommerhusbebyggelse uden at yde erstatning. I 1969 vedtog man Lov om by- og landzoner med det formål at friholde det åbne land for planløs bebyggelse. Siden 1977 har der ikke været udlagt nye sommerhusområder i Danmark. Gennem 70’erne udvikledes lovgivningen om lands,- regional,- kommunal,- og lokalplanlægningen og disse bestemmelser blev i 1992 samlet i Lov om planlægning. Den nuværende kystnærhedszone blev i 1991 fastlagt ved cirkulære, og medtaget ved ændringen af planloven i 1994, som indeholdt bestemmelser om beskyttelsen af kystområderne både i planloven og 300 meter beskyttelseslinie i naturbeskyttelsesloven. Formålet hermed er, at landets kystområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængig af kystnærhed. Den geografiske afgrænsning af kystnærhedszonen (3 km zonen) svarer i princippet til den fastlagte afgrænsning i ferie-fritidscirkulæret fra 1981.

Den ca. 3 km brede kystnærhedszone er ikke en forbudszone, men en planlægningszone, som omfatter kystnære arealer i landzone og sommerhusområder. Der fastsættes i loven særlige krav til amter og kommuners planlægning indenfor kystnærhedszonen. De kystnære dele af byzonen er ikke omfattet af kystnærhedszonen, men der findes i loven en række særlige bestemmelser om planlægning i kystnære byer.

Indenfor strandbeskyttelses- og klitfredningszonen gælder generelt et egentlig forbud mod bebyggelse og andre tilstandsændringer med visse formålsbestemte undtagelser. For arealer i byzone er der fastsat særlige overgangsbestemmelser. Der kan herudover i særlige tilfælde gives dispensation.

Amtsrådet skal tilvejebringe regionale retningslinier for kystnærhedszonen i overensstemmelse med planlovens bestemmelser om planlægning i kystområderne. Arealer til byområder, tekniske anlæg m.v. i kystnærhedszonen vil kunne udlægges på baggrund af en funktionel eller planlægningsmæssig begrundelse. Hertil kommer kravet om vurdering af allerede foretagne reservationer og sikring af offentlighedens adgang.

Siden 1989 har det været en del af regionplanlægningen at udføre en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt. Kravet om VVM gælder bl.a. for etablering af feriebyer og hotelkomplekser der kan påvirke miljøet væsentligt. I dag indgår et anlægs placering i de kystnære områder som et kriterium ved en vurdering af om der skal gennemføres en egentlig VVM-analyse af et påtænkt anlæg.

Aktiviteter på søterritoriet og i de indre farvande er i dag reguleret ved en række forskellige love. Generelt varetages aktiviteter på søterritoriet via statens højhedsret, men forskellige sektorer styrer via egne bestemmelser. Som eksempler kan nævnes: Fiskeriloven, havmiljøloven, havneloven, kystbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven, råstofloven og bestemmelser om vindmøller på havet. Lovene administreres af forskellige statslige myndigheder.

Amtsrådene har i dag en række opgaver forbundet med aktiviteter på søterritoriet. Amtsrådene skal fastlægge retningslinier for vandkvalitet i kystvandene, for klapning samt for havbrug.

Wilhjelmudvalget anbefalede i 2001, at indsatsen og koordinationen mellem de forskellige myndigheder der varetager opgaver i kystzonen forbedres. Udvalget udtalte, at det i denne sammenhæng burde overvejes at udvide amternes planlægningskompetence til den kystnære del af søterritoriet således at land og hav i kystzonen planlægges i sammenhæng.

Det må ved en diskussion om planlægningen for kystområderne både til lands og til vands tages i betragtning at der arbejdes med implementering af vandrammedirektiv, habitatdirektiv og EU’s henstilling om integreret kystzoneforvaltning, og at det kan få væsentlig indflydelse på planlægningen for kystområderne.

Kystområderne i Danmark rummer en bred vifte af forskellige landskabstyper. Der er regionale forskelle – både i naturgrundlag og i den samfundsmæssige anvendelse. Udfordringen om en balance mellem udviklingen af aktiviteter og beskyttelsen af naturværdierne i kystområderne er derfor ikke ens i de forskellige dele af landet.

Både kommuner og amter ønsker mulighed for at skabe udvikling i de kystnære områder, og særligt ønsket om byudvikling er i fokus. Da kystnærhedszonen er en planlægningszone og ikke en forbudszone er udvikling ikke umuligt, men kræver større omhu i planlægningen under hensyn til landskab og natur.

Flere kommuner har også fremhævet ønskerne om afrunding eller udvidelse af eksisterende sommerhusområder eller om udlæg af nye sommerhusområder bag de eksisterende områder. Der er i dag i planloven forbud mod udlæg af nye sommerhusområder indenfor kystnærhedszonen. Dette betyder, at udvidelser af eksisterende sommerhusområder og ændringer i områdernes afgrænsning principielt ikke kan finde sted.

Flere amter har udtrykt ønske om at kunne inddrage de kystnære havområder i en samlet planlægning for således at sikre en større regional sammenhæng mellem aktivitet og beskyttelse på land og på søterritoriet. Begrundelsen er bla. et ønske om øget koordinering mellem myndigheder og en regional helhedsbetragtning.

Den mulige stigende vandstand i havene kan på sigt kræve opmærksomhed fra amterne i planlægning for udviklingen i kystområderne. Der kan kun i ganske særlige tilfælde planlægges for ny bebyggelse, der forudsætter særlig kystbeskyttelse. Formålet er i videst mulig omfang at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder.

Europa-Parlamentet og Rådet har i foråret 2002 vedtaget henstillingen om gennemførelsen af Integreret Kystzoneforvaltning (ICZM) i Europa. ICZM er defineret som "en dynamisk, fortløbende, bestandigt gentagen proces, der skal fremme bæredygtig forvaltning i kystområderne". ICZM integrerer de kystnære havområder i planlægningen for et givent område. I februar 2006 skal medlemsstaterne rapportere til Kommissionen om erfaringerne med gennemførelsen af henstillingen. Det skal bemærkes, at der er tale om en henstilling, som ikke har samme juridisk bindende karakter for medlemsstaterne som et direktiv. Der i sommeren 2002 blevet nedsat en EU-ekspertgruppe om integreret kystzoneforvaltning. Første møde blev afholdt den 3. oktober.

Afgrænsningen af kystnærhedszonen forekommer ikke altid hensigtsmæssig i forhold til den kommunale og amtskommunale planlægning, og der stilles ofte spørgsmål til hvorfor linien netop skal være 3 km, og hvorfor den netop løber et bestemt sted. Linien er i sin tid fastlagt efter en gennemgang af kystområderne i hele landet. Der kan være grund til at spørge om den lovfastsatte linie skal opretholdes, eller om det er på tide med en revision af liniens forløb. Hvad vil fordele og ulemper ved en sådan revision være? Vil en revision af linien f.eks. indebære at linien visse steder udvides? Eller måske indskrænkes?

Med til spørgsmålet om en revision af linien hører også spørgsmålet om på hvilken måde de særlige natur- og landsskabsressourcer, som findes i kystområderne bedst muligt beskyttes. Det rejser også spørgsmålet om hvilke særlige krav der kan og skal stilles til planlægningen for aktiviteter i de kystnære områder.

Ved den seneste regionplanrevision (2001) har flere amtsråd valgt at arbejde med en zoneinddeling af kystnærhedszonen. Typisk arbejdes der med en zoneinddeling, hvor de mest værdifulde kyststrækninger/områder omfattes af en forbudslignende retningslinie, hvor der ikke kan anlægges ny bebyggelse, nye tekniske anlæg m.v. I de øvrige zoner differentieres planlægningen således at den zone, som er beliggende længst fra kystlinien omfattes af de mindst restriktive retningslinier. Kan muligheden for at arbejde med en zoneindelt kystnærhedszone give amtsrådene nye muligheder i regionplanlægning for kystområderne? Giver en zoneinddeling amtsrådene bedre mulighed for på baggrund af regionalt kendskab at beskytte de meget sårbare og meget værdifulde åbne kyststrækninger? Og skaber man samtidig hermed en bedre mulighed for at vurdere hvor nye aktiviteter skal planlægges? Og dermed en bedre mulighed for at skabe udvikling de steder, hvor udvikling regionalt set ønskes?

Et af kodeordene for udvikling i de kystnære samfund er "god planlægning". I et dialogprojekt for 10 kystkommuner i Ringkøbing Amt er Miljøministeriet gået i dialog med kommunerne og amtet for at komme nærmere en afklaring af hvad god planlægning kan være. Projektet peger indtil videre på, at god planlægning som hovedregel skal bygge på en forståelse af det samfund, der planlægges for og en vurdering af det reelle behov for udvikling. Hvordan er området – kulturhistorisk, landskabeligt, skalamæssigt – hvilken udvikling er der behov for og hvordan kan denne udvikling bedst muligt indpasses i det eksisterende samfund og landskab. Projektet peger også på at kommunerne med kommuneplanstrategien har fået et nyt redskab til at arbejde strategisk og visionært med udviklingen i kommunen – herunder betydningen af kystlandskaberne.

Et vigtigt led i disse overvejelser er hvordan man sikrer sammenhæng mellem mange lokale ønsker om udvikling – måske endda af de samme aktiviteter. Hvordan sikres et sammenhængende regionalt overblik over udviklingen i regionen? Hvordan sikres en balance mellem udvikling og beskyttelse som tilgodeser både lokale, regionale og nationale (og internationale) interesser i kystområderne? På hvilken måde kan formuleringen af en regional strategi for udviklingen af regionen medvirke til at målrette amtsrådenes arbejde for en sådan balance?

Et emne som ofte fremhæves i henvendelser fra kommuner og amter er ønsket om bedre mulighed for at udvikle bysamfund indenfor kystnærhedszonen. Hensigten med loven har ikke været at forbyde men at regulere byudviklingen og at stille særlige krav om at vise omtanke ved planlægning indenfor kystnærhedszonen. En omtanke som også omfatter planlægning for tekniske anlæg m.v. Et væsentligt spørgsmål bliver derfor hvordan der kan skabes mulighed for udvikling af attraktive bysamfund uden at byvæksten spredes, og uden at der bruges løs af værdifulde arealer indenfor kystnærhedszonen? Hvilken rolle har amtsrådene i planlægningen af denne aktivitet? På hvilken måde sikres overblikket over det samlede bymønster i amtet? I dag fastlægges der i regionplanerne præcise rammer for byudviklingen i de kystnære byer. På hvilken måde kan fastlagte rammer for byvæksten i den regionale planlægning bruges som et aktiv for udviklingen? Hvordan sikres det regionale og det nationale overblik hvis ikke der udlægges faste rammer for byudviklingen i de kystnære områder?

Der har ikke været udlagt nye sommerhusområder siden 1977. Der er efter Landsplanafdelingens kendskab stadig en vis rummelighed i de eksisterende områder med regional variation. Vedlagt notat om Kortlægning af restrummeligheden i danske sommerhusområder. Det må derfor være et spørgsmål om der i de enkelte amter reelt eksisterer et behov for nye områder. Et andet spørgsmål er, hvilke muligheder amtsrådene har for at arbejde med en intensivering af anvendelsen af de sommerhusområder som allerede findes. Kan renovering, modernisering, fortætning og genbrug af eksisterende sommerhusområder være en del af løsningen? Et tredje spørgsmål er om der kræves en landsplanmæssig prioritering af i hvilke egne af landet en eventuel udbygning af sommerhuskapaciteten vil være hensigtsmæssig?

Flere kommuner ønsker at omdanne sommerhuse til helårsboliger. I foråret 1999 aftalte den daværende miljø- og energiminister med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg at ministeren ville give nogle mindre sommerhusområder i kystnærhedszonen mulighed for at blive overført til byzone. Ca. 40 områder med i alt omtrent 800 ejendomme beliggende i 18 kommuner blev omfattet af 2 landsplandirektiver og kunne derefter overføres til byzone. Et væsentligt spørgsmål i forbindelse med omdannelsen af sommerhuse til helårsboliger er på hvilken måde de rekreative værdier og arealforbruget i de kystnære områder påvirkes?

Planlovens krav til planlægning i kystnærhedszonen indebærer, at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres ud fra sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser. Der er ud fra Landsplanafdelingens kendskab kun få amtsråd, der arbejder med egentlige sammenhængende turistpolitiske overvejelser i regionplanlægningen. Turisme er et erhverv. Bør amtsrådene arbejde helhedsorienteret og strategisk med turismen som et led i erhvervsudviklingen i regionen? Kan der også opnås fordele ved et strategisk samarbejde på tværs af amtsgrænserne?

Enkelte amtsråd arbejder med spørgsmålet om omdannelse af eksisterende og ikke så velfungerende feriehoteller til individuelt ejede ferielejligheder – såkaldte "sommerhuse på højkant". Det er en vanskelig problemstilling idet hotellet faktisk-fysisk er eksisterende og måske mindre godt økonomisk fungerende. En omdannelse vil imidlertid på sigt fjerne områdets hotel-værelseskapacitet og dermed måske skabe behov for nye sengepladser af hotellignende karakter. På hvilken måde kan amtsrådene imødegå de eventuelle nye krav om udlæg af areal til nye feriehoteller? I hvilket omfang har amtsrådene revurderet de allerede foretagne reserva-tioner? Og på hvilken måde har staten fulgt op på sine krav om denne revurdering? Kan en forældelsesfrist for uudnyttede arealreservationer medvirke til at fremskynde revurderingen?

Ifølge henstillingen fra EU bør medlemstaterne foretage en national statusopgørelse, og på baggrund af denne udvikle en national strategi til gennemførelsen af principperne for integreret kystzoneforvaltning. Som et led i strategien skal "kystzonen" som begreb defineres. Kystzonen udgøres af de kystnære landområder, kystlinien, de kystnære havområder og de indre farvande. Hvordan skal kystzonen i Danmark defineres? Kan zonen omfatte den nuværende kystnærhedszone og en ny zone udlagt på de kystnære dele af søterritoriet? Der er indtil videre ikke taget stilling til hvordan henstillingen vil blive fulgt op i Danmark.

Ønskerne om en mulighed for at planlægge helhedsorienteret og sammenhængende for kystområderne omfatter også ønsket om at kunne planlægge for den kystnære del af søterritoriet. Hvilke fordele rummer en sammenfattende og overordnet planlægning? Hvem skal i givet fald have kompetencen, og hvem skal afgive kompetence i relation til det gældende regelsæt? Hvilken udstrækning skal en eventuel planlægningskompetence på den kystnære del af søterritoriet have? Hvordan kan internationale konventioner på søterritoriet spille sammen med en evt. ny planlægningskompetence? Kan man lave en grænse der sikrer kystområderne som intakte landskaber både på land- og vandsiden? Kan grænsen trækkes således at den visuelle oplevelse af kyst og tilgrænsende havområder som frie og åbne sikres? Kan man samtidig beskytte de kystnære økosystemer på havbunden? Hvordan sikres med andre ord et arealforvaltningssystem, hvor de forskellige sektorinteresser kan tilgodeses? Vil en inddragelse af søterritoriet og de indre farvande i planlægningen skabe problemer, der ikke kendes i den eksisterende planlægningsproces? Skal en sådan ny zone hænge sammen med definitionen af kystzonen? Kan man afvente den definition, som forventes at følge med implementering af EU’s henstillingen om Integreret Kystzoneforvaltning. Eller skal det samordnes – og implementeres i en revision af kystbestemmelserne i planloven således at regionplanmyndigheden får myndigheden?

Skov og Naturstyrelsen - Landsplanafdelingen - Regionplanudvalgets sekretariat - Haraldsgade 53 - 2100 København Ø
Telefon: 39 47 20 00 eller 39 47 25 50 - e-mail: regionplanudvalget@mim.dk